I Odense Kommune – og på landsplan – er der stort fokus på elevfravær. Det gælder naturligvis også hos os på Ubberud Skole, da vi skal følge både de kommunale og nationale retningslinjer.
Sidste efterår udsendte regeringen 1. del af ”Handlingsplan for børn og unge med langvarigt bekymrende fravær.” Nogle skoler har arbejdet med den allerede og nu følger resten af skolerne efter.
En del af planen handler om, hvordan skolerne skal registrere fravær, og alle skoler i Danmark følger nu de samme regler.
Fravær registreres i følgende kategorier:
Ulovligt fravær: Fravær valgt af forældrene, hvor der ikke er givet ekstraordinært frihed. Eleven kommer ikke i skole, uden at der er givet besked fra forældrene
Ekstraordinær frihed: Gives kun ved helt ekstraordinære begivenheder, fx bryllup eller begravelse, og kun hvis skoleleder har godkendt anmodningen.
Sygdom: Når barnet er sygt eller skal til læge/tandlæge.
For sent fremmøde: Registreres, hvis barnet møder for sent.
Vi ved, at ferier og familietid er værdifuldt. Samtidig er der nationalt en stærk stigning i fravær uden for skolernes ferieplan og i ansøgninger om ekstraordinær frihed. Det påvirker både undervisningen og klassens rytme, og derfor er reglerne blevet gjort tydeligere.
Vi ønsker, at alle børn trives og er en del af fællesskabet hver dag, for det betyder meget
både for læring og for relationerne i klassen.
Hvad er ekstraordinær frihed?
”Skolelederen kan i ganske særlige tilfælde tillade fravær i form af ekstraordinær frihed. Tilladelsen gives på baggrund af en konkret vurdering af elevens behov for frihed sammenholdt med det afbræk i undervisningen, som fraværet vil medføre for eleven og for klassen.”
”Der skal generelt anlægges en restriktiv vurdering ved beslutning om at give ekstraordinære frihed. Tilladelse til ekstraordinær frihed skal derfor have undtagelsens karakter”.
Det betyder, at man som forældre tager ansvar for, hvornår man holder sit barn hjemme fra undervisningen. Vi godkender ikke almindelig ferie, så som skiferie, forlængede ferier som fx efterårsferie, hjemmedage, forlængede weekender o.a., som ekstraordinær frihed, da de pr. definition ikke er ekstraordinære.
Det skal I derfor fremadrettet ikke skrive til ledelsen om. Man skal i stedet orientere klasseteamet, som så vil notere det som ulovligt fravær jf. bekendtgørelsen. Man har selv ansvar for, at barnet får indhentet det forsømte. Vi synes betegnelsen ulovligt fravær er træls i denne forbindelse, men vi kan desværre ikke kalde den noget andet, da det er nationalt bestemt.
En ekstraordinær begivenhed kan være helt særlige sociale begivenheder i familien, såsom rund fødselsdag, sølvbryllup, fødsel eller dødsfald. I nogle tilfælde kan vi godkende ekstraordinær frihed i forbindelse med rejser, hvis der f.eks. er tale om en rejse under forældreorlov.
Hvis man har en ekstraordinær situation, man ønsker sit barn ekstraordinært fri til, skal I kontakte Pernille, der i ganske særlige tilfælde kan tillade fravær. I skal ikke længere bruge Anmodning om ekstraordinær frihed, men sende en mail på Aula.
Uddybning af fraværsregistrering og håndtering af højt fravær generelt
Ifølge Grundloven og Folkeskoleloven skal elever møde i skole det antal dage, som byrådet har fastsat. Det er i Odense Kommune 200 skoledage.
Hvis en elev har 10 % fravær inden for et kvartal, bliver forældrene kontaktet, så vi sammen kan sikre barnets trivsel og fremmøde.
Hvis en elev har 15 % ulovligt fravær inden for et kvartal er ledelsen forpligtet til at underrette på fraværet. 15 % svarer typisk til 7 – 9 skoledage afhængig af antallet af skoledage i kvartalet.
Reglerne er gældende fra dags dato. I er som altid velkomne til at kontakte os ved spørgsmål.
Ubberud Skole 10. august 2026